Weserübung
Om morgenen tirsdag den 9. april 1940 blev Danmark besat af tyske tropper. Det danske militær forsvarede i nogle skæbnesvangre timer Danmark ved landegrænsen, men der foregik ikke en koordineret samlet modstand. Samtidig afleverede den tyske gesandt, Cecil von Renthe-Fink, et memorandum (en note) til den danske udenrigsminister, P. Munch med begrundelse for angrebet.
Situationens alvor blev demonstreret ved at bombemaskiner overfløj København; 8 måneder tidligere var den polske hovedstad Warszawa blevet ødelagt ved bombardementer. Det var dog ikke bomber der blev kastet, men løbesedler med information skrevet på et dårligt dansk, det såkaldte 'Oprop'.
Kl. 5.30 mødtes Munch på Amalienborg med statsminister Thorvald Stauning, forsvarsminister Alsing Andersen, hærchefen generalløjtnant W.W. Prior, søværnets chef admiral Rechnitzer, Christian X og Kronprins Frederik. Man blev efter et kort møde enige om at acceptere de tyske krav og kapitulere. Ordren nåede først de kæmpende soldater i Sønderjylland to timer senere ved 8-tiden.
Herefter blev den tyske besættelse proklameret af Kongen og regeringen, og i løbet af dagen blev et svar til den tyske regering udarbejdet. |
|
Kortet viser den tyske fremrykning den 9. april 1940. Det tyske kodeord for angrebet på Danmark
og Norge var Weserübung.
|
Danmark havde overgivet sig uden kamp med undtagelse af de få træfninger der fandt sted i Sønderjylland.
Myten
Dette faktum har lige siden givet anledning til myten om at politikerne havde svigtet og at Norge havde kunnet holde stand hvis Danmark havde kæmpet. Mange følte at Danmark handlede æreløst og skammeligt.
Men angrebet på Danmark og Norge skete samtidigt, så Norge havde ikke fået bedre muligheder hvis vi havde kæmpet, og intet tyder på at politikere og forsvarsledelse bevidst svigtede. Forløbet af besættelsen var et resultat af den førte politik som alle grundlæggende havde været enige om.
Fredsbesættelse
Besættelsen var en fredsbesættelse som betød at Rigsdagen, regeringen og myndighederne fortsat fungerede. Forholdet til besættelsemagten blev varetaget af Det danske Udenrigsministerium og Auswärtiges Amt, - og sådan forblev det hele besættelsestiden igennem. I folkeretten beskrives konstruktionen som et særtilfælde, 'occupatio pacifica'.
